Udstilling 15. september til 15. oktober 2024

SANSEGLÆDER

  eller

jeg ville ikke være maler jeg ville være balletdanser 

(frit efter Andy Warhol)

 

jeg tror at jeg havde talent for at danse, og det er nok det eneste virkelige talent, jeg har været i besiddelse af. glæden over at danse var og er sådan set stadig meget stor men en karriere blev det ikke til

for at tegne havde jeg overhovedet ikke noget talent og jeg er aldrig blevet god til det, men min farvesans er god, og hvis nogen insisterer på at få mig til at beskrive hvilken “stil” jeg maler i siger jeg, at jeg er kolorist, selv om det ord langt fra dækker hvad jeg har gang i

hvad jeg har gang i udspringer af mit behov for at give udtryk for hvad jeg føler ved at være i verden. det handler altså om følelser. ikke så meget om den følelse, der kan være til stede lige i det øjeblik jeg maler, men om at få fat i den underliggende strøm, eller forsøge at finde en eller anden form for essens. ikke for meget pynt – tak

 

strøm – bevægelse – af vand eller skyer eller fuglens flugt er vigtig. eller solens bane om solen, og månens faser og stjernernes ubevægelige skiften plads om natten ved jordens bevægelse om sin akse (her kommer det lidt til at lyde som om jeg har storhedsvanvid) – måske det i det hele taget er et problem – at jeg for det meste synes jeg selv ved bedst, når det drejer sig om kunst især

 

jeg blev cand.mag. i arabisk sprog og islamisk kultur da jeg var 48 år, og det var som at være blevet forelsket igen. jeg accepterede min professors regime og kolossale viden og fik en ven. vi talte aldrig om moderne kunst, men han blev glad for en keramikskål jeg havde lavet og som jeg forærede ham.

måske har jeg også et talent for sprog, men ikke noget ønske om at skrive en bog f.eks. eller udgive en digtsamling

 

vekselvirkningen mellem at bruge hovedet til at tænke med og kroppen til at lade følelserne komme til – ved at male – er for mig en god arbejdsmetode

da jeg læste arabisk kunne jeg kun kapere omkring fire timers studeren om dagen, så var mit hoved træt, og jeg kunne male uden for megen forstyrrelse. på den måde fik jeg gang i maleriet

jeg er uddannet billedvæver. vævningen har for mig den styrke at den involverer en masse håndværk, der ligesom læsningen kræver koncentration og tankevirksomhed. man er hele tiden tvunget til en vis disciplin

maleriet kræver i sig selv ingen disciplin. her drejer det sig for mig mest om at blive ved og at jeg ikke snyder mig selv ved at synes noget er godt, bare fordi jeg trænger til at noget lykkes. det er nok en umulig opgave, men nødvendigheden af at blive ved er stadig til stede, og at holde op er at invitere mismodet og angsten indenfor. om nogen har brug for kunsten ved jeg ikke, men for mig er den vigtig. som barn var det eventyrene, jazz på grammofonen og turene til Glyptoteket og Statens museum der var med til at holde mit mod oppe, og give mig en tro på at verden også var skøn og at det bare gjalt om at komme ud og opleve den – og så kærligheden, men som Malinowski siger “ikke kun du elskede, men også verden”

jeg forstår mindre og mindre af hvad der foregår i verden, men håber bare at mine billeder kan tale – kan give udtryk for et eller andet underliggende

 

Lena Kühl

maj 2024

www.lenakyhl.dk

 

Benjamin Hedegaard – Jeg er en 31-årig kunstner født og bosat i Århus. Jeg har brugt de sidste 5-6 år på at udforske maleriets verden, og jeg finder stor inspiration i den abstrakte kunststil. Mine værker kombinerer abstraktion med figuration, og de bevæger sig mellem sjov og leg samt dybere følelser af melankoli. Jeg søger at skabe en dynamisk dialog mellem farver, former og følelser i mine malerier.

M.v.h. Galleri Gallo